NATTEVANDRING
Regnen var holdt op og efterlod kun nøgne træer, der dryppede stille,
sorte grene vævet i måneskin,
og et blødt skær på de våde skifertage.
Alt var roligt, køligt og fyldt med fugt.
Jorden, træt af dagen, drak og drømte,
smeltet sammen med nattens ånde,
og månen var rund og lys af glæde.
Intet var som før - de blinde
livsnervøse larm blev dæmpet,
og ingen vidste, hvad natten tænkte på.
Den hvilede, opmærksom som en kvinde, der er elsket.
Tårnene strakte sig lydløst til det golde
himlens flade af tåge og stjernestøv,
mens vinden dirrede i de våde blade,
stadig bekymret over de tårer, der var faldet.
Kanalens mørke vand skvulpede på stranden
med en blød puls som et barn der sover.
Lyset glimtede på de sorte bølger
som dag og nat sammen på leg.
Alt var smukt; alle grå og støvede smerter
blev skyllet væk af himlens varme tårer.
I måneskin og fugt lå byen der
helt glemmer hvorfor det var trist.
Den sov i fred, men alligevel opmærksom på drømme.
En kirkeklokke ringede tre skarpe toner,
og natten nærmede sig os, bekymrede for dagen,
da vi gik med den ind i morgentågen.
Af Tove Ditlevsen 1939
Oversat fra dansk af Michael Favala Goldman, 2022